KUmmentar: Hvad skal vi med kvinder? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Universitetsavisen > Debat > 2007 > KUmmentar: Hvad skal v...

28. november 2007

KUmmentar: Hvad skal vi med kvinder?

28-11-2007 - rektor Ralf Hemmingsen & prorektor Lykke Friis

PREBEN KAAS OG JØRGEN RYG sang i 1970´erne: »Hvad skal vi med kvinder?« Vores svar er her 30 år senere: På KU er kvinder velkomne. Men, hvis man bare kaster et flygtigt blik på listen over KU’s seniorforskere (lektorer og professorer), springer det hurtigt i øjnene at der er betydeligt færre kvinder end man umiddelbart ville gætte på – kun mindre end hver syvende professor på KU er kvinde.
Er det nu et problem? Svaret er: Ja da, for KU vil gerne være en arbejdsplads hvor både mænd og kvinder kan gøre karriere og har fælles vilkår herfor.

PÅ KU ER VI AMBITIØSE – vi vil være konkurrencedygtige på forskningen. Og det kræver at vi har en stor talentmasse af fremragende forskere at trække på. Kønnet må ikke være en begrænsning for udfoldelse af forskertalentet. Den lave kvinderepræsentation i den faste forskerstab viser med al tydelighed at vi med den skæve kønsfordeling vi ser i dag, har en opgave foran os. Samtidig glæder vi os over at der i vækstlaget på ph.d.-, post doc- og adjunktniveau tegner sig et billede med en langt mere ligelig kønsfordeling. Men det er et faktum at der højere oppe på karrierestigen, i lektor/professor-gruppen, stadig er lang vej inden vi har rettet op på den skæve kønsbalance.

VORES MÅLSÆTNING OM fortsat at rekruttere de bedste forskningstalenter også på lektor/professorniveau gør at vi må udnytte talentmassen bedre. Dette er vigtigt for at indfri KU’s overordnede strategiske mål: At præstere det bedste inden for forskning og uddannelse. Vi skal tilpasse os så vi bliver bedre til at tiltrække kvindelige talenter – og ikke vente på at de tilpasser sig til os, for i dag er der mindst lige så meget konkurrence om de bedste hoveder som der er blandt dem.

MAN KAN FRYGTE at kvindernes relativt dårligere repræsentation blandt vores forskningsledere betyder at vi er gået og fremover går glip af talenter og potentiale. KU’s målsætning om at være en arbejdsplads hvor både mænd og kvinder har lige vilkår og muligheder for at blomstre, skal ikke nås ved rigide kvinde-kvoteordninger. Den underliggende forudsætning må selvfølgelig være at vi skal have den højeste forskningskvalitet og åben konkurrence om stillingerne. Særbehandling vil i dette lys være en sær behandling. Samtidig skal vi huske på at det ikke kun handler om rekruttering, men også om fastholdelse.

FOR AT RETTE OP på ubalancen skal vi afhjælpe strukturelle barrierer som i praksis sætter hindringer i vejen for at kvinder vælger og får en forskningskarriere som lektor/professor: Vores organisation skal derfor være indrettet så den er attraktiv for både mænd og kvinder. Det vil betyde at vi eksempelvis skal indtænke fleksibilitet i arbejdslivet fx i forbindelse med barsels- og forældreorlov og seniorpolitik. Vi skal måske også satse på eksempelvis karrierevejledning og mentorordninger for at anspore flere kvinder til at søge top-forskerstillinger.

SIDST, MEN IKKE MINDST, kan vi rent metodemæssigt skyde genvej via andres erfaringer: Gennem IARU (International Alliance of Research Universities) som foruden KU består af ni andre internationalt orienterede universiteter, deltager vi i en fælles indsats som dels skal kortlægge rammerne for kvinders karriereforløb på universiteterne, dels føre til gensidig læring via best practices. Et af vores samarbejdsuniversiteter, nemlig Yale, er en af drivkræfterne bag initiativet, og afholder i 2008 en IARU-workshop under overskriften: »Interventions to improve the advancement of women faculty: What works, what doesn’t, and how we do know?« Der er altså fokus på de praktiske resultater!

PÅ KU HAR EN task force arbejdet med strategien for at øge andelen af kvinder i forskningen bl.a. på baggrund af erfaringerne på KU og inden for IARU. Det bliver grundlaget for den strategi bestyrelsen vil behandle i foråret 2008. I en stor organisation som vores er der naturligvis variation i kønsfordelingen på tværs af fagområderne. Dette åbner alt andet lige en mulighed for forbedring hvis vi netop in house prøver at identificere best practices og lader disse sprede sig som ringe i vandet.

BANDET UB 40 havde i 80´erne et hit der hed One in Ten. Sangen blev for nylig trukket frem i en artikel i Financial Times om kvinders beskedne repræsentation i ledende stillinger i erhvervslivet. Omkvædet slutter sådan her: A statistic, a reminder of a world that doesn´t care. Nu skriver vi snart 2008, og når det gælder forskningen, skal vi arbejde for at kvinderepræsentationen blandt vore topforskere bliver meget bedre end idag – og hvad helt sikkert er: We care.