KUmmentaren - Et gyldent ´08? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Universitetsavisen > Debat > 2008 > KUmmentaren - Et gylde...

01. februar 2008

KUmmentaren - Et gyldent ´08?

Af rektor Ralf Hemmingsen og prorektor Lykke Friis 

 

STUDENTEROPRØRET FRA 1968 fylder 40 år i 2008. På KU manifesterede oprøret sig på mindst to måder.
Det var først og fremmest et institutionelt opgør med ‘professorvældet'. Studenterne ville have demokratisk indflydelse på deres eget studium - og det fik de. En kombination af studenteraktivisme, en rektor med døren på klem og eksterne aktører med forståelse for universitets reformbehov banede vejen for styrelsesloven i 1970 hvorefter studenter, ikke-professorale lærere og teknisk og administrativt personale blev inddraget i de ledende organer.
Studenteroprøret var også en ideologisk manifestation. Universitetet skulle ikke længere ukritisk reproducere det bestående samfunds dogmer, men derimod opstille et kritisk alternativ. Parolen lød ‘Forskning for folket - ikke for profitten'.
Efter at en gruppe aktivister i 1970 havde besat rektors kontor - og telefoncentralen - blev opkald besvaret med: »Hallo, det er folkets universitet«. Folkeliggørelsen blev også omsat i praksis da en studenterfraktion udgav den såkaldte ‘Malerrapport' som satte arbejdsmiljø på den offentlige dagsorden ved at sandsynliggøre at arbejde med maling kan være sundhedsskadeligt.
I dag, 40 år efter, er der stadig stor fokus på hvad forskningen bliver ‘brugt' til. Politikerne føler måske de har et forklaringsproblem over for en vælgerbefolkning der snarere er optaget af de nære velfærdsydelser: Hjemmehjælpen, børnehaven, skolen og så videre. Pludselig er ‘forskning for folket' erstattet af kausalsammenhængen ‘fra forskning til faktura'.
HELT OVERORDNET er det næppe holdbart at reducere forskningen til et instrument for hverken folket eller fakturaen. Forudsætningen for at anvende forskningen er at man har forskning. Derfor er den fri grundforskning det første og vigtigste led i den fødekæde af viden som også borgere og virksomheder kan profitere af. Et velfungerende grundforskningsuniversitet kræver den frihed og selvstændighed som universitetsreformen af 2003 forhåbentlig vil give universiteterne i Danmark.
Friheden skal ikke kun være institutionel, men også individuel. I praksis bedrives forskningen ofte sammen med andre, men idéer fordrer enkeltpersoners engagement. Den ultimative forskningsfrihed er således muligheden for spontant at forfølge en idé - uden at afvente hvad andre mener eller forventer.
Udover den institutionelle og den individuelle frihed er forskeren også konfronteret med omstændigheder af mere praktisk karakter herunder ikke mindst at skaffe penge. I denne sammenhæng er det lovende at et bredt folketingsflertal allerede i 2006 indgik en aftale om at investere et milliardbeløb i universiteternes forskning via globaliseringspuljen. Indtil videre er vi dog langt fra udsat for guldregn. På den baggrund er det med en vis forventning at vi ser frem til den næste finanslov som ventes vedtaget i løbet af foråret. Globaliseringsaftalen skulle jo nødig udvikle sig til en nyopførelse af ‘Mens vi venter på Godot'!


ET ANDET VÆSENTLIGT PROBLEM er infrastruktur. Det er en kendt sag at den gode forskning ofte opstår i et godt arbejdsmiljø i moderne bygninger med tidssvarende laboratorier og apparatur. Desværre er KU's bygningsmasse flere steder så gammel og nedslidt at den er decideret uegnet til det gode formål. Særligt slemt står det til på Nørre Campus hvor dele af Niels Bohr-instituttet og Panum ligner en film-kulisse. Desværre er det ikke fiktion! Hvis man fra politisk hold ønsker at KU fremover skal rumme forskning i Niels Bohr-klassen, kræver det også infrastruktur-investeringer i milliard-klassen.
Det er godt at være målrettet - og den nuværende regering er da også meget målrettet. Danmark skal have universiteter i verdensklasse, lyder fx en markant målsætning fra globaliserings-strategien. Men faren er at man i iveren for at nå resultater, vanskeliggør opnåelsen af resultaterne.
En oplagt analogi som nævnes i en ny dansk antologi om universiteter, er de såkaldte alkymister som i middelalderen forsøgte at frembringe guld på kunstig vis. Som den amerikanske tænker Abraham Flexner skrev i en bog om det moderne universitetet: »Inden for kemien gjorde man ingen fremskridt, så længe man blot var umiddelbart optaget af at omdanne grundmetaller til guld.« Det kan altså ikke altid betale sig at gå direkte efter guldet. Derimod er frihed, penge og infrastruktur tre af de mest velbevandrede omveje til fremragende forskning. Ja, de er ligefrem guld værd.
Godt nytår!