26. maj 2005

KUMMENTAR: Universitetets ny selvangivelse

26-05-2005 - Af rektor Linda Nielsen og prorektor Jøregn Olsen

Danmarks Forskningspolitiske Råd der rådgiver regeringen og Folketinget i spørgsmål om dansk forskning, har netop indkaldt bud på ‘kernefelter i dansk forskning’ fra alle universiteter og andre forskningsinstitutioner. Hver institution kan indmelde et kernefelt for hver 50 VIP-ansatte.

Som landets største forskningsinstitution kan Københavns Universitet dermed indmelde ca. 44 kernefelter. Danmarks Forskningspolitiske Råd ønsker igennem denne kortlægning at kvalificere det grundlag hvorpå de forskningspolitiske beslutninger og fordeling af forskningsbevillinger bliver taget.

Rådet har naturligvis et skarpt blik for at der nemt kan gå proces og debat i sagen. Det kan hurtigt blive til en diskussion om man overhovedet - og i givet fald hvordan - kan opgøre noget sådant frem for at gøre det.

Derfor påpeger rådet også at det i første omgang primært sigter på at udvikle en metode til at kortlægge ‘særligt løfterige forskningsområder’ som rådet så betegner som kernefelter.

I Politiken søndag den 22. maj var der en større artikel om hvordan man kan måle og vurdere forskningens kvalitet. Metoden var den bibliometriske metode, baseret på optællinger af artikler og hyppigheden af hvor ofte disse citeres.

Talgrundlaget fra den omtalte metode viser at Danmark ligger flot. Som altid når det handler om at måle noget, kan denne sag diskuteres. Er metoden den rigtige? Og hvad siger det egentlig om indholdet og kvaliteten at man citeres af andre forskere?

Men selve det at en sådan artikel pryder forsiden af en sektion i avisen siger noget om hvor vigtig forskningen er blevet. Ikke kun for os på universiteterne. Der investeres verden over i forskning. Det er ikke alene af ren videbegærlighed, men fordi forskning og viden er blevet en af de stærkeste dynamoer for økonomisk udvikling og for samfundsudviklingen i det hele taget.

Forskningen er derfor med stor tydelighed rykket ind på den politiske dagsorden. Det er der flere tegn på, også herhjemme. En Højteknologifond er på vej. Og statsministeren har – blandt andet med inspiration fra Finland – sat sig i spidsen for et Globaliseringsråd der det kommende år skal kulegrave globaliseringens udfordringer og se på Danmarks muligheder.

Der er ingen tvivl om at forskningen også her vil blive en af de vigtigste omdrejningspunkter. Men også noget der vil blive sat spørgsmålstegn ved. Set i
det perspektiv er spørgsmålet naturligvis hvordan vi bedst kan gøre os gældende.

Hvor ligger dansk forsknings styrker, hvor skal der fokuseres, og hvor gode er vi? Det er overfor sådanne spørgsmål at måling af forskningens kvalitet og betydning er relevant. Fri forskning og prioritering er to ord der ikke er hinandens modsætninger.

Uanset at vi på Københavns
Universitet er størst blandt de danske forskningsinstitutioner og derfor kan udpege en lang række forskningsmæssige kernefelter, er det i sidste ende et spørgsmål om netop at udpege og vælge hvor vi er og vil gøre os gældende.

Rådet angiver i sit materiale en række indikatorer der kan anvendes til at indfange og beskrive kernefelterne som fx antal videnskabelige artikler, citationer samt erhvervs- og samfundsmæssig betydning. Det ønsker at beskrivelsen af og begrundelsen for de udvalgte kernefelter relateres til alle disse indikatorer.

Et af de grundlæggende problemer med måling af forskningskvalitet er at målingerne er bagudrettede. Der måles på en verden af i går – som ikke nødvendigvis siger noget om hvad der er brug for i morgen. Rådet forsøger at tackle dette problem ved at skelne imellem nuværende og spirende kernefelter, og de beder om at hele 30-50 procent af de indmeldte kernefelter skal kunne karakteriseres som spirende.

Vi mener at der er behov for at hele universitetet nu spiller med. Sagen handler fra vores side ikke om på forhånd at udelukke nogen for at fremhæve andre. Men den handler om både for os selv og overfor omverdenen at få metoder til at tegne et overskueligt billede af os selv.

Kvalitetsmåling er i øvrigt et centralt emne i vores udviklingskontrakt. Rådets indkaldelse er kun første skridt. Det er planen at en lignende proces fremover skal gennemføres med to-tre års mellemrum.

Vi må indstille os på at der bliver stadig flere af sådanne evalueringer, vurderinger og målinger. Og de er en forudsætning for at forskningen kan gøre sig håb om at kunne tiltrække sig både opmærksomhed og betydelige bevillinger.

Læs mere på www.videnskabsministeriet.dk/
cgi-bin/doc-show.cgi?doc_id=242510&doc_type=29.