Mindre fri forskning gennem det Det Frie Forskningsråd – Københavns Universitet

Universitetsavisen > Debat > 2009 > Mindre fri forskning g...

11. februar 2009

Mindre fri forskning gennem det Det Frie Forskningsråd

MEDFINANSIERING

Af formændene for DFF's faglige forskningsråd: Kirsten Drotner (FKK), Lars Fugger (FSS), Christian Lund (FSE), Jes Madsen (FNU) og Marcel Somers (FTP)

Fremover vil væsentlig færre forskere end hidtil kunne få andel i bevillinger fra Det Frie Forskningsråd (DFF). Det skyldes en markant ændring i rådenes bevillingsregler, som er indført med finansloven for 2009.

Ændringen, som er vedtaget med støtte fra Rektorkollegiet, indebærer at forskningsprojekter i princippet skal fuldfinansieres. Mere præcist indføres et loft på ti procent over den andel af de samlede direkte udgifter til et projekt, som må kræves medfinansieret af statslige forskningsinstitutioner, når der gives bevilling fra Det Frie Forskningsråd eller Det Strategiske Forskningsråd. Indirekte udgifter, såsom el, husleje og administration, skal dækkes via den forhøjede overheadsats på 44 procent, som er indført ved samme lejlighed.

Medfinansieringsloftet medfører, at ansøgere fremover kan søge dækning for alle relevante projektudgifter, herunder løn. Det Frie Forskningsråd, og herunder de fem faglige forskningsråd, har historisk haft en meget bred vifte af støtteformer. De har hidtil bl.a. fungeret som det kit, der bandt tingene sammen i forskningsgrupperne, så medarbejderne havde midler til at 'forske i arbejdstiden'.

Endnu lavere succesrater
Hidtil har man fra forskningsrådssystemet kun i begrænset omfang dækket udgifter til løn til forskningstid, der bør være en naturlig del af en fast ansættelse på en forskningsinstitution. De faglige råd har i vid udstrækning bevilget løn til yngre forskere uden fast ansættelse, men hidtil har det krævet særlig argumentation at få dækket lønnen for fastansatte VIP- og TAP-medarbejdere.

De nye regler betyder også, at forskningsrådene ikke må beskære de ansøgte beløb for at kunne uddele flere bevillinger. Således må der ikke gives en delbevilling for at hjælpe en god idé i gang eller for gennem rådets kvalitetsstempel at forbedre vedkommendes muligheder for at opnå støtte fra andre kilder.

Fremover kan man som udgangspunkt søge alle de for projektet relevante lønudgifter dækket, og det siger sig selv, at dette giver mindre forskning for de midler, rådet giver i støtte. Da Det Frie Forskningsråd ikke er tilført nævneværdigt ekstra midler til direkte omkostninger i forskningsprojekter, så vil dette medføre markant lavere succesrater end de i forvejen lave succesrater på 15-20 %.

Fiktiv medfinansiering
Hvor stort faldet i succesraterne vil blive, afhænger af hvordan forskerne og ikke mindst deres institutioner vil reagere. Spørgsmålet er, hvorvidt institutionerne vil tvinge forskerne til at søge alle udgifter dækket. Isoleret set vil det være fristende for institutionen, men det vil samlet set betyde et stort fald i bevillingsprocenterne, og mange forskere vil således ikke se deres ansøgning nyde fremme.

Finanslovspartierne og VTU har benyttet regelændringen til i et snuptag at 'frigøre' 400 millioner kroner i basismidler på universiteterne. Dette tal er ganske stort i forhold til den reelle basismiddelforøgelse i finansloven og kommer fra en opgørelse over, hvor mange midler institutionerne har brugt på 'medfinansiering' af forskningsrådsbevillinger. Tallet har desværre intet at gøre med den faktuelle medfinansiering, for der skelnes ikke mellem løn til fastansatte forskere, som efter DFF's skøn er den væsentligste post, og egentlig medfinansiering.

Reelt betyder dette ikke desto mindre, at ansvaret for en lang række forskningsprojekter flyttes fra Det Frie Forskningsråd til universiteterne.

Armslængdeprincip sikrer forskningsfrihed
Det Frie Forskningsråd, og herunder de fem faglige forskningsråd, har historisk arbejdet for at fremme de yngre forskeres idéer og udvikling. Vi har betragtet rådets midler som risikovillig kapital, som skulle gives til de bedste idéer og sikre vækstlaget i dansk forskning. Dette er sket ved en uafhængig fagfællebedømmelse i en national konkurrence, hvor forskerens egen idé og projekt er blevet vurderet, og kvalitet har været det helt uomtvistelige kriterium.

Dette sunde armslængdeprincip har betydet, at forskere har stået relativt stærkt overfor institutledere, dekaner og rektorer i valget af forskningsproblematik og metode. Det har således sikret en væsentlig grad af forskningsfrihed. Med omlægningen af bevillingspraksis vil meget færre projekter kunne finansieres af Det Frie Forskningsråd, og langt flere forskningsprojekter må skulle finansieres af universiteter, fakulteter og institutter over basisbevillingerne.

Projekterne vil dermed ikke længere være i national konkurrence, og den uafhængige fagfællebedømmelse, som Det Frie Forskningsråd hidtil har ydet, vil ikke længere fungere som kvalitetssikring i processen. Universiteterne skylder derfor at redegøre for, hvilke procedurer, man fremover vil benytte, så idéer får en uafhængig kvalitetsbedømmelse, og så man ikke alene satser på det sikre og støtter de prøvede kræfter.

Negative følger for dansk forskning
Vi har forgæves forsøgt at overbevise såvel det politiske system som Rektorkollegiet om, at de nye regler har særdeles negative følger for dansk forskning, og at de alt andet lige mindsker den enkelte forskers frihed til og mulighed for at forfølge sine gode forskningsidéer. Derudover mindskes den del af rådsbevillingerne der kan bruges på forskeruddannelse og midlertidigt ansatte, i særdeleshed ph.d.- og postdocniveauerne, og dermed vækstlaget for både fri og strategisk dansk forskning.

De faglige forskningsråd i DFF vil gøre, hvad vi kan for at sikre fortsat støtte til så meget fremragende forskerinitieret forskning som muligt. Men vi har måttet foretage en del ændringer i de nyligt offentliggjorte forårsopslag, som kan findes på www.fi.dk/dff , og flere vil følge til efteråret.

Vi, vore rådsmedlemmer og sekretariater står til rådighed for yderligere uddybning med henblik på forårets hovedansøgningsfrist 2. marts, men som det fremgår af ovenstående, er det langt fra alt, vi er i stand til at svare på - og langt mindre at forsvare - i forbindelse med de nye regler.