Genskab tillid til ansættelser – Københavns Universitet

Universitetsavisen > Debat > 2009 > Genskab tillid til ans...

01. april 2009

Genskab tillid til ansættelser

UNIVERSITETSLOVEN

Hans Peter Lund, docent, dr. phil.

Et ansættelsesforløb vedrørende et lektorat i et sprogfag har for nylig illustreret en uheldig side af universitetsloven. Efter et i enighed vedtaget opslag, hvor der var lagt vægt på et bestemt fagområde, afleverede det fagkyndige udvalg sin bedømmelse.

Som det er nu, træder derefter et ansættelsesudvalg i funktion bestående af dekan, institutleder, studieleder og udvalgsformand. Kun den sidste var i denne sag i besiddelse af fagkyndighed. Udvalget kan tage hensyn til ansættelsesstedets overordnede strategier og dermed til andet end de rent faglige, som er formuleret i opslaget.

Et sådant forløb er skabt til at give anledning til mange formodninger. En af dem er, at andre end faglige interesser kan spille ind. Men et ansættelsesforløb må ikke kunne give anledning til formodninger om noget, endsige til mistanke om vilkårlighed.

Tidligere kunne ansøgere få adgang til alle bedømmelser, altså også medansøgernes. Dette tvang beslutningstagerne til at spille med åbne kort og lægge de gode argumenter frem. Nu behøver man ikke argumentere offentligt. Og når man ikke skal lægge sine præmisser frem, kan man heller ikke overbevise andre om, at man har ret.

Blandt andet derfor bør universitetsloven ændres og en tilbagevenden til valgte ledere gennemføres for at skabe større tillid. Også ansættelsesbekendtgørelsen bør laves om, blandt andet med henblik på at få flere eksterne medlemmer inddraget i bedømmelsesarbejdet.

Et ansættelsesudvalg bør alene have til opgave at våge over, at den bedst kvalificerede ikke afviger fra den overordnede strategi, og i øvrigt tilse, at vedkommende faktisk opfylder stillingsbeskrivelsen og dens krav. Ansættelsesudvalget, hvor ledelsen sidder med, skal lægge præmisserne for sin beslutning frem skriftligt.

Starten på det hele, stillingsopslaget, er offentligt tilgængeligt; det bør enden på det hele også være.