Nekrolog over en kulturbærende bygning – Københavns Universitet

Universitetsavisen > Debat > 2009 > Nekrolog over en kultu...

29. april 2009

Nekrolog over en kulturbærende bygning

FIOLBIBLIOTEKET

Af Gregers Algreen-Ussing, professor, arkitekt m.a.a. og JUDY GAMMELGAARD, dr.phil. ved Københavns Universitet

Dagen før påske afgik et enestående kulturmonument i Københavns latinerkvarter ved døden. Den smukke indgangsdør til Universitetsbiblioteket i Fiolstræde, hvorigennem de fleste af landets betydningsfulde forfattere og videnskabsfolk er gået ind - H.C. Andersen, George Brandes, Henrik Pontoppidan, Emma Gad, Niels Bohr og de mange tusinder, der sidenhen har søgt stilhed og viden i latinerkvarterets midte, er blevet lukket, og biblioteket henvist til en kælder i Botanisk have. Men det er der ikke mange, der ved.

J.D. Herholdts bygning blev indviet i 1861. Den blev et moderne gennembrud i dansk biblioteksarkitektur, som har påvirket dansk bygningskunst lige siden. I internationale sammenhænge er biblioteket blevet sidestillet med berømte universitetsbiblioteker som St. Genevieve i Paris og Trinity College Library i Dublin. Men modsat disse århundredgamle og velfungerende biblioteker nedlægger Københavns Universitet biblioteket i Fiolstræde med den begrundelse, at det er forældet. Det skal vi vende tilbage til.

Fremtidens bibliotek i latinerkvarteret
For tolv år siden, i 1997, blev biblioteket betegnet som det smukkeste biblioteksrum i Europa.
Direktøren for Det Kongelige Bibliotek, der holdt åbningstalen i den nyrestaurerede biblioteksbygning, kaldte bygningen »den kosteligste perle i vor biblioteksarkitektoniske kulturarv« og pegede på, at begivenheden var slutstenen på det tiårige moderniseringsprojekt, som sigtede på den fremtidige biblioteksbetjening af universitetet.
Ved den lejlighed blev Fiolbibliotekets mange bogceller indrettet med 200 elegante studiepladser og udstyret med den moderne elektroniks forbindelsestråde til den vide verden samt åbnet for offentligheden.

Dermed var Universitetsbiblioteket igen et pionerprojekt for sin samtid. Med den moderne bogdistribution fra fjernlagre og lettilgængelige håndbøger i armlængde fra internettets bærbare skærme dannede Fiolbibliotekets historiske studieceller det perfekte svar på fremtidens behov for et levende forskningsmiljø.

Som social ramme om kunstens og videnskabens forskning var dette unikke bibliotek en hjørnesten i det man betegner som living heritage. Et betydningsbærende element i latinerkvarterets særegne historiske miljø. Dette kan man i dag se eksempler på i mange europæiske universitetsbyer. Men det interesserer åbenbart ikke ledelsen på Københavns Universitet, som først og fremmest er optaget af at fortrænge både forskning og undervisning til middelalderbyens periferier og samle sine administrative funktioner omkring Frue Plads.

Ikke første gang
Christian Hansens smukke museumsbygning fra 1871 giver et praj om, hvad en sådan fortrængning indebærer. Den er en af de kulturbærende bygninger i universitetsfirkanten, som i sin samtid skabte et gennembrud i europæisk museumsbyggeri med sin pragtfulde midterhal. Med den berømte Zoolog J. Steenstrup's sektionsvise opstilling af dyrelivets fænomener på etagerne, formidlede den samtidig et videnskabeligt pionerarbejde midt i byens daglige vrimmel.

I dag er etagerne ganske vist også sektionsdelte. De består af universitetets driftssektion, udviklingssektion, regnskabssektion, indkøbssektion, personalesektion, it-sektion, og hovedindgangen fra Krystalgade er lukket.

For forskere, studenter og offentlighed ligger bygningen, som er en af de største universitetet besidder i latinerkvarteret, hen som en død sild. Denne tendens har rektoratet tænkt sig at udbygge med endnu flere administrative funktioner i Universitetsbibliotekets bygning, skønt mange af disse funktioner kan ligge hvor som helst i landet, ligesom de gør det i mange andre offentlige institutioner.

Universitetsbibliotekets flytning og et debatmøde
Hvad er da universitetets begrundelse for at nedlægge biblioteket i Fiolstræde og opdele bygningens funktionelle rumforløb til en uskøn blanding af fællesadministrationens funktioner og specialeskrivepladser?

For det første mener Universitetets rektor, at udlånet i Fiolstræde ligger for langt væk fra de studerendes undervisningssted, efter dette er flyttet til nye campusområder. For det andet opfylder bygningen ikke nutidens krav til et bogmagasin, hverken med hensyn til pladsøkonomi, effektivitet, klimastyring eller arbejdsmiljø og -sikkerhed, påstår rektoren.

Den er forældet.

Den første begrundelse har rektoratet kaldt pragmatisk. Men holder den? Man kan se, at der sjældent kun lånes en enkelt bog. Lånetiden begrænser sig af samme grund heller ikke til en enkelt dag. Både forskningsarbejde og studiepraksis tyder på, at hjemlån er den mest almindelige låneform, og den har ikke en afgørende fysisk relation til undervisningsstedet. Med andre ord: man tager bøgerne med hjem. Og eftersom både forskere og studerende, der bruger biblioteket, bor spredt i hovedstaden, må det betvivles, at den tætte relation mellem bibliotek og det nye undervisningssted i det gamle Kommunehospital har afgørende betydning. Og for at blive i det pragmatiske hjørne medfører flytningen til Botanisk have, at biblioteket flyttes 800 meter. Kort sagt; det er en fiks ide og en forvrøvlet begrundelse.

Dertil kommer, at biblioteket i Fiolstræde bruges af andre end studerende og forskere ved universitetet og er således ikke et anliggende, der kun angår universitetets egne behov. Siden undervisningens flytning er udlånet i Fiolstræde i øvrigt steget mere end i andre fagbiblioteker - efter tilgængelige data.

Rektoratets behændige manipulation
Den anden begrundelse er, at bygningsværket er forældet. Holder den? En ombygning med henblik på at gøre det brugbart siges at være »prohibitivt dyrt og i øvrigt berøve rummet en så væsentlig del af dets arkitektoniske kvaliteter, at den næppe vil blive tilladt af fredningsmyndighederne.«

Med henblik på økonomien henviser rektoratet til, at bygningen er 150 år gammel. Den forbilledlige modernisering i 1997, som blev foretaget af Kgl. Bygningsinspektør D. Bretton-Meyer i samarbejde med universitet, vælger rektoratet at ignorere. I dag kan biblioteksfunktionen i Fiolstræde med større troværdighed siges at være 12 år gammelt, med mulighed for en nænsom ajourføring. Men rektoratet har ikke ønsket en debat om denne mulighed.

Med hensyn til fredningsmyndighederne burde rektoratet være mere bekymret og tilbageholdende, når det drejer sig om den planlagte ombygning til to så uforenelige funktioner, som administration og specialeskrivepladser. Fredningslovens hensigter er ikke så banale at de blot skal sikre mursten og bevare den måde, de er stablet op på.

Formålsparagraffen lægger vægt på, at der findes en hensigtsmæssig funktion, der tager hensyn til en bygnings særlige karakter. Heri ligger, at det optimale vil være at videreføre den funktion, som er integreret i bygningens arkitektur. Dette gælder ikke mindst et bygningsværk som Universitetsbiblioteket i Fiolstræde, der gennem sin historie og funktion belyser en kulturbærende tradition i samfundsudviklingen.

Det er uforståeligt at et universitet ser væk fra indsigter af denne karakter. I forbindelse med den kritik, der opstod om bibliotekets nedlæggelse - der var 10.000 indsigelser på internettet - indbød rektoratet til et debatmøde sidste år, hvor man ville fremlægge planerne for bygningerne omkring Frue Plads. Men der blev ikke fremlagt planer eller konkrete oplysninger om fremtiden. Planerne var ikke færdige, og overvejelserne ikke afsluttet, lød beskeden. Beslutningen om flytningen lå fast, lige som beslutningen om at samle universitetets fællesadministration i latinerkvarteret. Båndoptagelsen er et interessant studie i en behændig manipulation.

Rektoratet har utvetydigt signaleret, at man ikke har ønsket en egentlig debat. Med lukningen af Universitetsbiblioteket har man ikke blot fjernet et betydeligt kulturbærende element i et levende studentermiljø. Man har brudt med en tradition, biblioteket har været et symbol på, hvor fællesanliggender åbent lægges frem og gøres til genstand for en forstandig offentlig diskussion.

Det er betegnende, at der ikke var personer til stede fra rektoratet, da døren til dette kulturmonument blev lukket.