Svigt: Når lederne accepterer at være administratorer – Københavns Universitet

Universitetsavisen > Debat > 2009 > Svigt: Når lederne acc...

02. februar 2009

Svigt: Når lederne accepterer at være administratorer

Krise på Det Naturvidenskabelige Fakultet kan ikke ties ihjel eller snakkes væk

Nedskæringer på BIOLOGI

Jonas Geldmann, Cand.scient.biolog, Biologisk Institut

Da Københavns Universitetets budget for 2009 faldt på plads i december, blev det hurtigt klart at det kommende år ville blive sort, særligt på Det Naturvidenskabelige Fakultet. Den aktuelle krise der nu udmønter sig i massefyringer på flere institutter, har medført frustrationer og en mistillidserklæring fra nogle af fakultetets medarbejdere mod ledelsen. Det er beklageligt, for inden for fakultetet og hele universitetet burde vi være på samme side. Fakultetets kommende økonomiske situation synes urimelig uanset om man er rektor, dekan, lektor eller studerende.

Alligevel kunne man den 21. december i Berlingske Tidende, under titlen: »Rimelig besparelse«, læse fakultetets dekan Nils O. Andersen beskrivelse af fakultetets økonomiske situation. Indlæggets hovedpointe er at fakultetets meget voldsomme besparelser i 2009 er en logisk konsekvens af de overordnede økonomiske forhold der ligger til grund for universiteternes økonomi.

Indlægget, og rektors efterfølgende opbakning i Information den 12. januar, var en utilstrækkelig opbakning til fakultetets studerende og ansatte, og hvad værre er: Det er et svar blottet for den vision og det kampmod der skulle bevise at dekanen faktisk er på sine ansatte og studerendes side.

Alvorlig krise
Den krise som budgettet for 2009 har udløst på Det Naturvidenskabelige Fakultet, er af en langt mere alvorlig karakter end hvad Universitetets og Dekanatets bortforklaringer antyder. Det drejer sig om en ledelse der har accepteret at være administratorer og sejler blindt i en retning dikteret oppe og udefra, uden indsigelser fra forskere og studerende.

Det hårdest ramte institut på Det Naturvidenskabelige Fakultet, Biologisk Institut, kan hovedsageligt tilskrive sit rekordunderskud på cirka 30 millioner kroner følgende forhold:
• et fald i søgningen til sine uddannelser i år på trods af flotte optag årene forinden;
• manglende andel af videnskabsministerens lovede internationaliseringsmilliarder;
• en stadig større del af de tidligere frie midler flyttet til strategiske forskningsråd;
• en utilstedelig sen udmelding af de økonomiske forhold fra ministeriet der først gjorde det muligt at fastlægge økonomien for 2009 i december 2008.

Hvor er indsigelserne fra ledelsen?
Det er alle politiske beslutninger der stækker universitetets muligheder og friheder og forhindrer at vi kan agere som politikerne forventer. Mod disse udfordringer er dekanens og rektors tavshed utilstrækkelig.

Hvor er indsigelserne mod at Biologisk Institut med ét års varsel mister otte millioner grundet ét års lavt studenteroptag? Det kan umuligt være sund politik at skære de biologiske uddannelser på et tidspunkt hvor Biotekgruppen Novo har overhalet Mærsk som Danmarks største virksomhed; hvor gymnasierne skriger på naturvidenskabelige lærere, inklusiv biologilærere; og hvor klima og miljø stormer frem med masser af arbejdspladser til følge.

Det kan umuligt være i universitetets favør at internationaliseringsmidlerne går til funktionsuddannelser mens den klassiske naturvidenskab overses. Det kan ikke tjene universitetet at flere penge flyttes fra fri grundforskning og uddannelse til forskningsråd med egne dagsordner. Og det kan umuligt være i ledelsens favør at budgettere ét år ad gangen uden mulighed for langsigtede økonomiske planer fordi universiteterne hvert år bliver kastebold på finansloven.

Mistillid på sin plads
Dekanens svar på den nuværende situation er at frikende sig selv for dårlig økonomistyring ved at forklare og forsvare de mekanismer der ligger til grund for fakultetets budget mens han undlader at gå aktivt ind i debatten om de samme mekanismers utilstrækkelighed og urimelighed.

Men mens vi måske kan frikende fakultetets økonomichef for orden i bøgerne, kan vi ikke acceptere vores lederes manglende støtte og politiske vovemod for at ændre de forhold der efterlader en række af fakultetets institutter i en alvorlig krise.

Når dekanen ikke står sammen med sine medarbejdere for at ændre på de overordnede økonomiske forhold der umuliggør en langsigtet økonomisk planlægning på fakultetet...
Når dekanen accepterer at fakultetet i fremtiden vil blive styret af private mæcener og strategiske forskningsråd ...

Når dekanen accepterer at studenteroptag, år for år, skal afgøre uddannelsernes kvalitet uafhængigt af samfundets krav ...

Og når dekanens eneste indlæg i den offentlige debat, på et tidspunkt hvor hans fakultet står over for mere end 50 fyringer, hedder »Rimelig besparelse« ...

... Så er medarbejdere og studerendes frustration og mistillid på sin plads.

Universitetets største økonomiske udfordringer ligger i et politisk system der har frataget universiteterne ansvaret for deres egen styring og gør os til administratorer.

Uden mulighed for selv at sætte kursen, men bare år for år reagere på fortsatte nedskæringer, trods en fortsat retorik om det modsatte. Her har vi, mere end nogensinde tidligere, brug for en ledelse der vil kæmpe med deres medarbejdere og studerende, ikke imod.