2. marts 2007

VIDENSKABET: Hvem passer skolen?

02-03-2007 - Maja Bissenbakker Frederiksen

Skolen favoriserer nogle elever. Den passer bedre til piger end til drenge, og etnisk danske elever klarer sig bedre end de tosprogede. Der enighed om at skolen skal blive bedre til at rumme
drengene, men i det andet tilfælde er det ikke skolen der har et problem

I oktober 2006 fastslog rapporten Gymnasiernes tiltag for tosprogede elever fra Danmarks Evalueringsinstitut at tosprogede elever i det almene gymnasium klarer sig dårligere og i højere grad falder fra uddannelsen end studerende med dansk som førstesprog.
Tallene var selvsagt bekymrende, og instituttet foreslog derfor – hvad undervisningsministeren bifaldt – en række tiltag som skulle ruste tosprogede til at klare skolens krav. Således skulle fx mentorordninger, lektiecaféer med analyse af kulturbærende tekster, kulturudflugter give tosprogede elever muligheden for at erhverve sig kompetencer og karakterer på samme niveau som deres medstuderende.

I dagspressen kunne man blot en måned senere læse en lignende statistik – denne gang dog med fokus på køn – som viste at folkeskolens drenge sakker bagud i forhold til pigerne: Dobbelt så mange drenge som piger må gå første skoleår om, og dobbelt så mange drenge som piger får specialundervisning. Her var konklusionen imidlertid en anden: Kønsstatistikken blev af flere forskere, pædagoger og studieledere set som udtryk for at skolen passer bedre til piger end til drenge. »Det ser ud til, at vi har været for dumme til at forstå og respektere forskellene på kønnene siden vi pludselig er kommet til at favorisere det ene køn til ingen verdens nytte,« som Hans Henrik Knoop fra DPU udtrykte det.

Et tankeeksperiment
Præmissen om det feminiserede skolesystem kan man selvfølgelig diskutere, men det er i denne sammenhæng ikke nær så interessant som det at reaktionen på »drengeproblemet« er diametralt modsat reaktionen på tosprogede elevers vanskeligheder, nemlig at det er skolesystemet, den er gal med, og at det derfor må blive bedre til at rumme drengene. I folkeskolesammenhæng har der været efterlyst kønsopdelt undervisning og en decideret drengepædagogik som kan tage hensyn til drenges særlige mentale udvikling og deraf følgende læringsbehov.

Nu kunne man ved et tankeeksperiment forestille sig at ombytte reaktionerne på de to forholdsvis enslydende tilfælde af uddannelsesmæssig forfordeling: Kunne man fx forestille sig at Undervisningsministeriet iværksatte en radikal omdefinering af det danskorienterede skolesystem? At man indrettede skolen så den bedre kunne honorere tosprogedes særlige behov og mentalitet og ikke uretfærdigt belønnede dansksprogede elever bare for at være dansksprogede? Og kunne man omvendt forestille sig at drengenes sakken agterud medførte lærerindestyrede lektiecafeer, besøg på kvindemuseet og pigekulturundervisning som kunne hjælpe drengene til at imødekomme skolesystemets (i denne logik) feminine krav?

Jeg tillader mig at gætte på at dette tankeeksperiment næppe bliver til virkelighed lige med det første. Men hvis det er vanskeligt at forestille sig disse tanker omsat i realpolitik, hvad tyder denne forestillingsumulighed så på?
Ja, dels peger det på de magthierarkier som det danske skolesystem er del af, dels siger det noget om de forestillinger om identitet som disse hierarkier er indskrevet i. Som identitetskategori opfattes køn som noget fundamentalt iboende som man ikke sådan kan styre, men må styre i forhold til. Etnicitet (i form af kulturelle og sproglige forskelle) er derimod en hurdle som kan overvindes, og som man som etnisk anden derfor er forpligtet til at overvinde. Den type opfattelse vil fx argumentere for at det er rigtigst at rette på de tosprogede (fordi der er færre af dem end de etsprogede) og omvendt at tilpasse skolesystemet til drengene (fordi der også er drenge blandt de tosprogede). I begge tilfælde »slår« kønnet etniciteten som det uforanderlige over for det, der potentielt kan og dermed bør tilpasses.

Det feminiserede skolesystem
Især hvad angår spørgsmålet om skolens kønsforestillinger er det iøjnefaldende at dyder der ellers traditionelt er blevet set som mandlige: Boglige evner, logisk tænkning og koncentreret arbejde (i modsætning til den letbenede og flyvske fruentimmertanke), nu pludselig opfattes som typisk pigede. Dette antyder en drejning i den måde maskuliniteten italesættes på. Der er kommet nyt fokus på den fysiske komponent, som maskuliniteten også traditionelt har været indskrevet i, men som sjældent er blevet accentueret i forbindelse med lærdom og uddannelse.

Dette skift antyder dog også at det måske ikke så meget er et nyt køn der er kommet i højsædet i uddannelsessystemet som det er det der værdsættes som typisk bliver forbundet med et bestemt køn. Man kan fx bemærke at i takt med at de elever som bærer kvindelige kropstegn, har erobret traditionelt maskuline kompetencer i uddannelsessystemet, så synes disse kompetencers værdi at være dalet såvel på arbejdsmarkedet som i den offentlige mening.

Ekspertise er nu så dubiøs som nogen sinde, mens innovation er blevet et nyt mantra. Ekspertviden opfattes i stigende grad som stillestående og passiv mens innovation betegner det at gå mod strømmen, tænke uden for boksen, droppe logikken, være omstillingsparat osv. Dette altså samtidig med at det at modsætte sig lærerautoritet, besidde kort koncentrationsvidde og modvilje mod stillesiddende logisk tænkning nu pludselig bliver formuleret som en drengedyd. De nye italesættelser af det typisk maskuline og feminine synes at udvikle sig parallelt med nyvurderingen af hvad der udgør de væsentligste samfundsmæssige kompetencer.
Man kunne således gisne om hvorvidt det er de uddannelsesmæssige dyder som er blevet feminiserede, eller om det snarere er sådan at når kvindeligt kropsmærkede subjekter bliver i stand til at honorere skolesystemets krav på linje med (eller endog bedre end) de mandligt kropsmærkede, så opfattes det som om der er sket en feminisering af uddannelsen.

Spørgsmålet er hvad vi på denne baggrund kan profetere om skolesystemet og de tosprogede: Hvis disse faktisk med tiden opnår lige så gode eller måske bedre resultater end de danske elever, vil det så blive konkluderet at skolesystemet er blevet »etnificeret« og passer bedre til tosprogede end til etsprogede – og at det derfor må laves om? Det ser under alle omstændigheder ud til at man skal vare sig for at blive bedre end næsten lige så god som det subjekt, systemet privilegerer.

Tilpasning
Selv om undervisningssystemet tydeligvis er fuld af god vilje og omsorgsfuld opmærksomhed i forhold til potentielt tabte elever, så har det også allerede indskrevet disse i en række hierarkier, hvis opretholdelse øjensynligt går forud for ligestillingsbestræbelserne. Den tosprogede kan således tilbydes at tilpasse sig det danske skolesystem snarere end at fungere som en kritik af det. Sigende foreslår evalueringsrapporten om tosprogede elever, at man dels gør disse i stand til at honorere skolens krav og dels forsøger at afhjælpe deres »spekulationer om racisme«.

Etnisk forskelsbehandling psykologiseres til en indre forestilling i den tosprogede elev, hvormed spørgsmålet om, hvorvidt skolesystemets krav i sig selv producerer etniske hierarkier, på forhånd afvises som paranoia. Et udmærket eksempel på at selve problemets formulering ofte definerer hvilke dele af det, der overhovedet kan blive genstand for en kritisk undersøgelse.

Vandtætte skodder
Der er selvsagt altid positivt at forsøge at omstøde strukturer, der underprivilegerer bestemte subjekter. Flere typer af feministisk kritik har traditionelt påpeget patriarkalske strukturer i skolesystemet som har privilegeret maskulinitet og drenge på bekostning af femininitet og piger. At det modsatte kunne være tilfældet er selvsagt et fuldstændig gyldigt og væsentligt udgangspunkt for en analyse af skolesystemet. Men det betyder ikke at der ikke er grund til at overveje hvordan de pædagogiske tiltag som følger af dette, skal se ud og hvilke magtfordelinger de på længere sigt understøtter.

Hvad er det fx en drengedidaktik forestilles at skulle befordre? Hvorfor er det så væsentligt, at drengene netop får deres egen pædagogik og ikke tilpasses systemet (ligesom tosprogede fx skal det)? Er det fordi det er fundamentalt psykologisk umuligt for drenge at leve op til det (åbenbart) feminiserede system? Eller er det snarere fordi det ville være et skræmmende perspektiv for vores kønsopfattelse hvis de faktisk var i stand til det? Hvilke skodder mellem kropstegn og kønsidentitet er det en drengedidaktik skal holde vandtætte?
Man kan se sådan en pædagogik som en hjælpsom imødekommelse af de uoverstigelige kønsforskelle. Men man kan også se den som en ideologi der aktivt producerer samme kønsforskel. En opdeling i drenge- og pigepædagogik kan næppe undgå at bekræfte børn og lærere i at køn er en essentiel forskel som man belønnes for at approksimere.
Det er ikke svært at forestille sig at en drengedidaktik ikke blot vil imødekomme, men også samtidig stille en række ufravigelige krav om maskulin opførsel til den enkelte dreng. Snarere end at løsrive kompetencerne fra den kønnede krop indeholder den kønsspecifikke pædagogik en klar risiko for at bekræfte at bestemte kompetencer følger bestemte køn.

Privilegerede subjekter
De lige muligheder som skolesystemet ellers efterstræber, synes med andre ord at hvile på en indbygget forsikring mod en reel forskydning af samme systems indre kønnede og etniske hierarkier. Noget som burde give anledning til at overveje hvorvidt det danske skolesystems grundlæggende demokratiske målsætninger forpurres af samme systems forestillinger om elevers kønnede og etniske identiteter. I stedet for en øget accentuering og polarisering af de forestillede forskelle på drenge- og pigehjerner (eller danske og tosprogede hjerner for den sags skyld) kunne det måske være interessant at undersøge sammenhængene mellem skolesystemets indre hierarkier på den ene side og de mere generelle samfundsmæssige magtfordelinger på den anden. Hvem systemet søger at ændre på, og hvem det ændrer sig for, mere end antyder således hvem dette system har i tankerne som sine privilegerede subjekter og dermed hvem skolen passer til.