Coronavirus Information på dansk / Information in English

Videnskabet - Genren som kulturel viden og teoretisk udfordring – Københavns Universitet

Universitetsavisen > Artikelarkiv > Nyhedsarkiv > 2008 > Videnskabet - Genren s...

31. oktober 2008

Videnskabet - Genren som kulturel viden og teoretisk udfordring

Selv når vi ikke tænker over det, opfatter vi vores kulturelle omverden i genremønstre. Derfor har studiet af genrerne udviklet sig fra at være rettet snævert imod litteraturen til at blive studiet af menneskelig betydningsdannelse i bredeste forstand

GENRETEORI

Af Sune Auken og Anders Juhl Rasmussen

Studiet af genrerne har udviklet sig fra at være en specialitet for forskere med speciale i æste-tiske og især litterære problemstillinger til at blive et bredt studie af menneskelig kultur og af den måde vi orienterer os i og fortolker vores omverden på. Men det er en overraskende sen udvikling. Først midt i det 20. århundrede er genreteoretikere begyndt at interessere sig for et bredere genstandsfelt af sproglige, elektroniske, filmiske og journalistiske genrer. Foregangsmanden for udvidelsen af genreteoriens genstandsfelt er russeren Michail Bachtin hvis afgørende arbejde på området er essayet Talegenrer, der blev skrevet i begyndelsen af 50'erne og udgivet posthumt i 1979. Ifølge Bachtin er alle genrer netop 'talegenrer' fordi de har deres oprindelse i en mundtlig kommunikationssituation. Men de er ikke ens af den grund. Bachtin skelner mellem primære (enkle) og sekundære (komplekse) talegenrer. De sekundære genrer - romaner, dramaer og lyrik - er overvejende skriftlige, men de har udviklet sig af primære talegenrer. Bachtin understreger at bearbejdelsen af enkle genrer til komplekse og højt udviklede æstetiske genrer altid sker i en historisk proces. Man må altså studere forholdet mellem primære og sekundære talegenrer historisk for at forstå deres karakter. På den måde bliver genreteori og genrehistorie gensidigt afhængige; teorien giver redskaber til at forstå historien, og en forståelse af historien modificerer teorien.

Genrekompetente børn og voksne
Den bevægelse som begyndte med Bachtin, har betydet at genreteorien efter i en årrække at have været ude i kulden nu er ved at blive en dominerende teori inden for omgangen med sprog, litteratur og medier. Genreteorien har stadig uløste problemer og er til tider omgivet af terminologisk forvirring, men denne forvirring er også udtryk for den mangfoldige og kreative brug af genrebegreber inden for de humanistiske fag. Nye genrer og nye forskningsmetoder opstår hele tiden på lokalt og globalt plan. Det er overraskende at man skal så langt op i tid før genreteorien bliver et bredere fænomen fordi genren som fænomen er så uhyre udbredt. Bliver man først opmærksom på det, vil man se genrer overalt. Der er genrer i aviser (læserbrev, kronik, reportage, kommentar, tv-program, anmeldelse, osv.). Der er genrer i tv-programlægningen (nyhedsudsendelse, debatprogram, reportage (igen), show, underholdningsprogram osv.); der er genrer på biblioteket (skønlitteratur, faglitteratur, børnelitteratur, bibliografier, romaner, digtsamlinger, manga, osv.); og går vi ind i en videoudlejning, vil vores første orientering også være betinget af et genrevalg (drama, horror, komedie, action, voksenfilm, børnefilm, og så videre). Ja, man behøver ikke engang opsøge kultur eller medier for at orientere sig i genrer. Man ender i en 'forældrekonsultation', en 'lægesamtale' eller lignende, og replikken 'far og mor skændes ikke, vi diskuterer bare' har ofte sat børn grå hår i hovedet fordi alle synlige tegn tydede på at genren for forældrenes kommunikation var 'skænderi' og ikke 'diskussion'. Noget af det mest fascinerende ved vores genrekompetence er at den fungerer, selv når vi ikke tænker over det. Alle de genrevalg eller genresituationer som er nævnt ovenfor, er enhver der besidder grundlæggende kompetence i kulturen i stand til at orientere sig i forhold til. Skønt den på mange måder er upræcis eller svær at definere, er vores genrekundskab et nuanceret redskab hvor selv små forskydninger eller manglende forståelser kan give omfattende misvisninger. Da en af denne artikels forfattere således for nogle år siden stod i en videoforretning sammen med sin fireårige søn, og sønnens genrevalg oplagt var 'børnefilmen', så var det lettere beskæmmende da barnet ivrigt argumenterende ud over forretningen råbte »nej far, du skal da ikke leje voksenfilm igen!« Genrekategorien var sådan set indlysende nok set fra hans synspunkt og jo fuldt forståelig også set fra den voksnes, men der var en enkelt oplysning som ikke faldt inden for barnets horisont, nemlig at voksenfilm er en eufemisme for porno.

Når genrerne låner fra hinanden
Genrebestemmelser er et helt nødvendigt kulturelt orienteringsredskab. Ved at samle fænomener i større grupper som vi i forvejen har en vis viden om skønt vi ikke har viden om hvert eneste individuelle medlem af gruppen, bliver det muligt for os bedre at finde vej igennem det enorme udbud af forskellige kulturprodukter der konstant møder os, og ved at kende sociale genrer er vi nogenlunde klar over hvordan vi skal gebærde os og hvilke forskellige muligheder og udfald der er når vi går til en 'lægekonsultation' eller tager på en 'date' - også selvom vi ikke på forhånd kender den person vi skal på 'date' med. Vores underforståede genrekompetence går endnu langt videre end dette. Selvfølgelig er der mennesker som falder i fælden, men langt de fleste er klar over at når der i indbakken i vores e-mail ankommer et brev som fortæller os at vi har vunder 356.000 pund i et britisk nationallotteri vi ikke har deltaget i, så er den relevante genre for teksten ikke 'præmiemeddelelse', men 'svindelnummer'. Ja, vi laver tilmed helt af os selv en fordobling af genreanalysen og præciserer vores forståelse til 'svindelnummer forklædt som præmiemeddelelse'. På samme måde er vi til hver en tid parate til at reagere på genrebrud. Vi er pinligt klar over at en 'reportage' i en avis kan være så farvet af journalistens opfattelse af sagforholdet at der retteligen er tale om et 'debatindlæg', og vi stejler når et 'underholdningsprogram' pludselig udvikler sig til at blive en 'reklame'. I begge tilfælde er der fra afsenderens side tale om manipulation med genrerne fordi den genre man låner fra, rummer noget som man gerne vil have. Reportagen har en objektivitet som kan bruges til at gøre journalistens personlige holdninger sandere i læserens øjne, og underholdningsprogrammet har en stor, velvillig og frivillig tilskuerskare der er til fordel for reklamen, men som den selv har svært ved at få. Derfor kan man som læser eller som tilskuer meget vel føle sig bedraget af genreskiftet fordi man møder teksten og fjernsynsprogrammet med en genreforventning som afsenderen derefter forsøger at bruge til at opnå noget fra en som man ellers ikke ville give. På den måde opererer alle mennesker fuldt bevidst med genrekategorier, også selvom de ikke selv tænker over det.

Historisk bevidsthed og nye værker
En af de største udfordringer i den nyere genreteori er at sammentænke en systematisk kategorisering af genrerne med en historisk forståelse af dem. Skønt en novelle af St. St. Blicher fra 1820'erne er meget anderledes end en novelle af Helle Helle fra 1990'erne, opfatter vi dem begge to som netop noveller. De er del af en og sammen novelletradition, dvs. de forholder sig til genrens normer, og derfor vil det være utilstrækkeligt blot at kalde dem 'tekster'. Det grundlæggende problem er hvordan man finder et genrebegreb der er fleksibelt nok til at rumme historisk variation og alligevel så fast at det indfanger genrens individuelle særpræg. Denne udfordring gælder ikke kun de litterære, men også de kulturelle genrer i bredeste forstand idet det igen viser sig at overvejelser der kan synes snævert knyttet til en fagvidenskabelig sammenhæng, i virkeligheden har et langt mere omfattende perspektiv. Historisk set har genreteorien at gøre med hvordan kulturelle kategorier dels bæres videre, dels forandres med tiden. For en systematisk betragtning har genreteorien at gøre med hvordan fx en række situationer der umiddelbart er meget forskellige, alligevel kan aflæses på parallelle måder; altså hvordan vi som mennesker i vores helt hverdagslige forståelse af kulturen omkring os støtter os til og opfører os i overensstemmelse med et kendskab til kulturelle mønstre, genrer, som vi deler med hinanden. Den franske romanteoretiker Thomas Pavel forslår i essayet Literary Genres as Norms and Good Habits fra 2003 at betragte genrer som et sæt af gode opskrifter eller vaner kunstnere benytter for at opnå deres kunstneriske mål. Den nulevende kunstner overtager 'genreopskrifter' fra sine forgængere ligesom forgængerne overtog andre 'genreopskrifter' fra deres forgængere, og kunstneren har frihed til at ændre i opskriften efter behov. Tilfører kunstneren nye ingredienser til opskriften, ændres resultatet naturligvis. Hvis man betragter genrer som Pavel foreslår, er genrebegrebet både fleksibelt og fast i forhold til en historisk udvikling, og det hjælper os med at forstå individuelle genrer og konkrete tekster. Genreforståelsen bliver dermed mødestedet mellem det konkrete fænomen (tekst, film, ytring, situation og så videre) og den kulturelle forforståelse vi kommer til det med. Så snart vi har at gøre med et lidt mere komplekst fænomen, vil dets samlede genremæssige struktur være individuel. Således er der ikke to romaner som har den samme kombination af 'samtaler', 'replikker', 'diskussioner', 'beskrivelser' og eventuelt 'breve'. Dermed bliver en undersøgelse af de generelle (generiske) træk i en roman til en undersøgelse af romanens helt specifikke karakter. Hvorfor rummer denne roman et 'brev' på netop dette sted? Og hvorfor udløser det et 'skænderi' og ikke en 'forsoning' imellem romanens hovedpersoner?

Kulturelt hovedbegreb
Noget af den modstand der har været imod genretænkningen skyldes at genreteorien igennem det meste af sin historie har været normativ: Den har villet fortælle hvordan et værk skal være for at være et godt genreværk. Det var blandt andet derfor italieneren Benedetto Croce i begyndelsen af det 20. århundrede anklagede genreteorien for at være alt for abstrakt og for illusorisk at forsøge at lægge tekster i snærende bånd. Kritikken var særdeles berettiget over for den normative genretænkning. Men snarere end at slå genreteorien ihjel som det var Croces formål, fik kritikken afgørende betydning for hvordan genreteorien udviklede sig i det efterfølgende århundrede. I stedet blev genreteorien nemlig deskriptivt, analytisk og historisk lagt an. Formentlig var det derfor genren kunne udbredes fra en litterær specialterm til et kulturelt hovedbegreb der ved begyndelsen af det 21. århundrede står relativt uanfægtet. Genrebegrebets relevans er indlysende, og de forståelsesmuligheder der knytter sig til det, i praksis uendelige.


Artiklen har anledning i seminaret 'Genren i fortolkningen' der afholdes på Københavns Universitet Amager den 14. november.