En dyster opdatering – Københavns Universitet

Universitetsavisen > Artikelarkiv > Nyhedsarkiv > 2009 > En dyster opdatering

18. marts 2009

En dyster opdatering

Der var ikke mange gode nyheder på KU's klimakongres i Bella Center. Til gengæld var der et rent allstar-hold af prominente klimaforskere til at præsentere de dystre fremtidsudsigter. Det er nu op til politikerne at reagere på den truende katastrofe, og det skal gå stærkt, lød en af konklusionerne

REPORTAGE

Af Sune Engel Rasmussen

Klimaet har udviklet sig efter de mest dystre fremskrivninger, hvis ikke værre, og vi lever med en øget risiko for drastiske klimaændringer hvis vi ikke reagerer meget snart. Det eneste vi mangler er politisk vilje, og derfor er der ingen undskyldning for at sidde på hænderne.

Det var hovedbudskabet fra Københavns Universitets (KU) store klimakongres, Climate Change: Global Risks, Challenges & Decisions, i Bella Center 10-12. marts. En uforsonlig vind blæste over Amager og satte en perfekt kulisse for de over 2.000 mennesker som deltog i kongressen. Heraf flere hundrede af verdens føren-de klimaforskere.

Gennem tre dage og 58 sessioner delte forskere fra omkring 70 lande ud af deres nyeste forskningsresultater der skal opdatere IPCC's (FN's Klimapanel) rapport fra 2007.

Opdatering af IPCC
Til åbningssessionen var salen fyldt. Som facaden på et tysk landevejskasino rejste et koboltblåt isbjerg sig bag talerstolen, og Michala Petri spillede østrigsk folkemusik, Piazzolla-tangoer og fugledialoger på blokfløjte som for at fuldende stemningen af hotelelevator i den tungt tæppebeklædte kongressal.

Professor Katherine Richardson fra KU var kongressens samlingspunkt, og som leder af den videnskabelige styringskomité var hun den første på podiet. Hun indledte med at forklare årsagen til overhovedet at holde en kongres af denne størrelse.

»Vi er enige med IPCC, men rapporten fra 2007 bygger på fire-fem år gammel forskning og kræver en opdatering. Man har kun indsamlet data om klimaforandringer i omkring 20 år. Derfor er fem års ekstra forskning en stigning på 20 procent. Det ville være en hån at påstå at videnskaben ikke har noget nyt at tilføje,« sagde Katherine Richardson som sørgede for at skrue de optimistiske forventninger ned fra starten:

»Klimaudviklingen ser nøjagtig lige så slem ud som IPCC's worst case scenario, hvis ikke værre. Jeg tror ikke at I vil komme til at høre gode nyheder fra naturvidenskaben overhovedet,« sagde Richardson.

Ikke plads til tvivl
Såkaldte klimaskeptikere som Bjørn Lomborg og astrofysikeren Henrik Svensmark var ikke inviteret til at tale ved kongressen, og Lomborg kritiserede for få uger siden KU for kun at invitere et snævert, yderligtgående segment blandt klimaforskerne. Katherine Richardson imødekom selv denne kritik, uden dog at nævne Lomborg ved navn.

»Ifølge IPCC er der 90 procents sikkerhed for at den globale opvarmning hovedsageligt er menneskeskabt. Med andre ord er der 90 procent risiko for at vi er på vej mod en katastrofe hvis vi ikke gør noget. De sidste ti procent er ikke interessante,« sagde hun.

Og formanden for FN's Klimapanel, Dr. Rajenda Pachauri, bakkede Katherine Richardson op.
»Der er ikke plads til videnskabelig tvivl om hvorvidt kloden bliver varmere. Hvis vi vil begrænse temperaturstigningerne til 2-2,4 grader, må CO2-udledningerne senest toppe om seks år,« sagde Pachauri som understregede at det er de rige landes ansvar at vise vejen for udviklingslandene, men uden at pålægge dem en dagsorden.

»Diskussionen med ulandene har befundet sig i det forkerte spor i mange år. I stedet for at bede landende om at udlede mindre CO2, bør man se på hvordan man kan udvikle landene anderledes så det ikke kræver de samme mængder CO2,« sagde han.

Grønne investeringer mod finanskrise
Økonomiprofessor Lord Nicholas Stern er arkitekten bag den meget benyttede Stern-rapport fra 2006 som vurderer klimaændringernes indvirkning på den globale økonomi. Stern talte ved en session på klimakongressen og understregede ligesom Dr. Pachauri at de rige lande bør gå forrest.

»Vi kan ikke forvente at lande som Kina og Indien vil indgå en forpligtende aftale i december. Vi i den industrialiserede verden skal vise udviklingslandene 80 procents reduktioner. Og vise hvordan CO2-fattig teknologi kan udvikles og anvendes. Det er den indstilling der er i udviklingslandene. De er klar over alvoren i det her, men deres holdning er logisk nok, historien taget i betragtning,« sagde Stern som også afviste al snak om at den igangværende finanskrise skal fejes af vejen før klimaproblemerne kan imødegås.

»Den økonomiske krise burde faktisk gøre klimaindsatsen lettere. Ved at investere i klimavenlige infrastrukturprojekter og grøn teknologi kan vi bekæmpe begge kriser på en gang. Og ved at investere i CO2-fattig teknologi kan vi arbejde på det 21. århundredes to største udfordringer: fattigdomsbekæmpelse og klimaforandringerne. Og de hænger sammen,« understregede Stern.

»Hvis vi forsømmer klimaindsatsen, skaber den globale opvarmning et fjendtligt klima hvor al udvikling bliver sat tilbage, og hvis vi kun koncentrerer os om klimaindsatsen, forpasser vi chancen for at skabe den internationale alliance der er nødvendig for at afhjælpe klimaændringerne,« sagde Stern som mente at verdens politikere kan afhjælpe klimakatastrofen hvis de vil.

»Vi har teknologien, og vi ved hvilken økonomisk politik vi skal anvende, nemlig CO2-afgifter og handel med CO2. Så det eneste der mangler, er politisk vilje.«

Stern-rapporten er blevet kritiseret af blandt andre Bjørn Lomborg og økonomen William Nordhaus for at overdrive klimaændringernes konsekvenser for verdensøkonomien. Stern selv er af den modsatte opfattelse.

»I Stern-rapporten undervurderede vi faktisk risikoen ved ikke at gøre noget. Der har været en større stigning i CO2-udledninger, og konsekvenserne af udledningerne har vist sig at være større end forventet,« sagde økonomen fra London School of Economics and Political Science.

Havene stiger mindst en meter
Katherine Richardson havde ret. Der var ikke mange gode nyheder at hente på kongressen. Og slet ikke fra tyske Stefan Rahmstorf. Professoren fra Potsdam havde barberet sit indlæg for lyspunkter og fokuserede i stedet på ny og stadig upubliceret forskning der kastede yderligere skygger over en allerede mørk fremtid. Ifølge Rahmstorf viser en revideret model for havvandsstigninger at havene vil stige med op mod 190 centimeter inden 2100. Og selv med lave CO2-udledninger vil havet stige en meter. FN forudsagde i 2007 havvandsstigninger på mellem 18 og 59 centimeter i samme periode.

»Men det er vigtigt at huske at havstigningerne ikke stopper i 2100,« understregede Stefan Rahmstorf.

»I løbet af de næste par hundrede år kan havet komme til at stige meget mere. De udledninger vores generation forårsager, har langvarige konsekvenser som vil blive en byrde for mange generationer efter os,« sagde Rahmstorf og understregede flere gange at hurtige reduktioner af CO2-udledninger vil være langt mere effektive i forhold til at bremse havvandsstigningerne end hvis man venter med at reducere.

En fem graders verden
Hans Joachim Schellnhuber er Stefan Rahmstorfs chef ved Potsdam Institute for Climate Impact Research. Og trods en vis sarkastisk sans var heller ikke han ude på at fortælle os at det nok skal gå alt sammen.

En temperaturstigning på fem grader inden 2100 er ifølge Schellnhuber ikke urealistisk, og den vil bringe klimaudviklingen ud af kontrol. Fem graders stigning i gennemsnit vil nemlig betyde at steder som det Tibetanske Plateau vil blive 12 grader varmere, og at gletsjerne på plateauet vil smelte. Gletsjere der forsyner floder som understøtter omkring to milliarder mennesker. Den grønlandske indlandsis vil også smelte hvilket vil medføre havvandsstigninger på syv meter, og kloden vil kun kunne rumme en befolkning på en milliard mennesker, vurderede Schellnhuber som anbefalede et globalt mål om 80 procents reduktion i CO2-udledning inden 2050 (IPCC anbefaler 50 procent, red.).

Voldsomme klimaændringer vil også medføre problemer med store flygtningestrømme i takt med at store områder bliver ubeboelige. Og det, mener Schellnhuber, indebærer et vist ansvar som få lande vil tage på sig.

»Man kunne jo mene at når USA står for 25 procent af verdens CO2-udledninger, bør det også tage 25 procent af de mennesker der måtte blive tvunget på flugt af klimaændringerne. Det lyder da rimeligt,« sagde Schellnhuber og udløste en lidt anstrengt latter i salen som afslørede hvor urealistisk det forslag lød for de fleste.

Skrøbeligt Afrika
Det kontinent der måske vil blive hårdest ramt af klimaændringerne, er Afrika. I 2000-2001 blev Mozambique for eksempel ramt af oversvømmelser der gjorde en halv million mennesker hjemløse og dræbte 700. 300 millioner afrikanere lever nu med mangel på drikkevand, og hvis udviklingen fortsætter, vil det tal i 2020 være steget til 480 millioner.
Det vurderede sudanesiske Balgis Osman-Elasha fra Higher Council for Environment & Natural Resources.

Sygdomme og fejlernæring, prisstigninger på fødevarer og en 50 procents udryddelse af regnafhængige afgrøder er noget af det Afrika kan se frem til hvis den nuværende klimaudvikling fortsætter, fortalte Balgis Osman-Elasha der også udtrykte bekymring for Afrikas manglende industrialisering i fremtiden.

»To milliarder mennesker i verden har ikke adgang til moderne energikilder, og 50 procent af den tilgængelige energi bruges af 15 procent af verdens befolkning,« sagde hun.
»Om 40 år er al olien opbrugt, og om 60 år er der ikke mere naturgas. Hvordan skal Afrika udvikles når der er så få økonomiske ressourcer og ekspertise?«

Balgis Osman-Elasha pegede også på magtrelationer som en vigtig komponent i klimaforandringerne. Både mellem køn, som på forskellige måder er sårbare over for klimaændringerne, og mellem verdensdele. En ting er udledning af CO2, noget andet er forhandlingerne på klimaområdet hvor Afrika generelt har meget mindre ekspertise end den vestlige verden, sagde hun.

For politikere er forskere lobbyister
I juni publiceres resultatet af KU's klimakongres i en 30 siders synteserapport der opdaterer IPCC's budskaber fra 2007. Arrangørerne af kongressen håber rapporten vil tjene som inspiration for politikerne op mod COP15 i december, men hvis man spørger John Ashton der er klimadiplomat for det britiske udenrigsministerium, er der langt fra forskningsindsigter til politisk handling.

»For politikerne er forskningen lobbyvirksomhed som alle mulige andre og skal ikke tages mere alvorligt end andre politiske synspunkter,« sagde Ashton som har en fortid i naturvidenskab og således står med et ben i begge lejre. Undervejs i kongressen blev pressen jævnligt kritiseret for at give for meget taletid til klimaskeptikere, blot for at skabe en god historie, men John Ashton havde en anden forklaring på hvorfor så relativt få klimaskeptikere er så fremtrædende.

»Klimaskepticismen trives fordi en massiv indsats mod klimaforandringerne vil kræve statsreguleringer af markedet hvilket strider imod visse politiske ideologier,« sagde han.

Demokratiet under pres
Mens oplægsholderne skiftedes til at male mere eller mindre uhelbredelige dystopier, indtog Katherine Richardson rollen som kongressens ukuelige optimist. Man har altid reguleret menneskelig adfærd gennem lovgivning og regler, sagde hun med tro på at politikerne ved COP15 i december vil tage nødvendige skridt i den retning.

Men her indtræder endnu et problem, for ganske vist er en massiv klimaindsats ifølge kongressens hovedbudskaber strengt nødvendig og stærkt presserende, men hurtige, samfundsomvæltende processer vil også ofte sætte demokratiet under pres. Amanda Lynch fra Monash University udtrykte i sit indlæg bekymring på vegne af demokratiet og påpegede et behov for nye former for lederskab for at undgå stigende totalitaristiske tendenser.

»Vi har brug for at skabe nye visioner for lederskab. Klimaudvikling kan ikke forudsiges præcist, og det kan løsningerne derfor heller ikke. Det skal være i orden at gøre forsøg der slår fejl,« sagde Amanda Lynch.

»Som befolkning skal vi kun straffe politikerne hvis de ikke gør noget.«

ser@adm.ku.dk